![]()
|
INDRA RIOS-MOORE feat. UFFE STEEN
Fredag 5. november 2010 kl. 19.30
|
| Vokal: | Indra Rios-Moore |
| Saxofon & klarinet: | Benjamin Trærup |
| Guitar: | Uffe Steen |
| Bas: | Thomas Sejthen |
Indra Rios-Moore er fra den amerikanske storby, New York, hvor hun har fået sine musikalske grund-indtryk. I 2006 besøgte hun Århus, hvor hun mødte saxofonisten Benjamin Trærup. Det opstod der spændende musik af. De dannede par personligt og musikalsk, og Danmark blev base for en af de allermest lovende, unge sangerinder. Vi er i disse år vidne til en sangerinde i fuld udvikling, som står over for sit internationale gennembrud.
Danmark i forvejen begavet med mange dygtige sangerinder, men Indra har valgt sin helt egen vej og sit helt eget udtryk. Hun synger med ganske lille nærmest kammermusikalsk backing, hvilket gør, at såvel sange som sang-udtrykket fremstår i sin allermest nøgne og personlige form. Sangenes kerne kommer helt klart frem, og sangerindens tekniske kunnen og fraseringsevne står mejslet for lytteren. Indra klæder sine sange godt, og sangene klæder hende godt. Hun bringer reminiscenser om den unge Billie Holliday og den karismatiske, moderne sangerinde Cassandra Wilson.
Repertoiret spænder vidt fra den amerikanske jazz-sangskat til mere traditionelle amerikanske ”folksongs/spirituals” krydret med sange fra den danske sangskat! Arrangementerne har trioen selv lavet, og det er gjort med stort talent og indlevelse.
Som særlig gæst ved denne koncert er den eminente guitarist, Uffe Steen. Musikentusiaster i hele landet (og udlandet) kender ham fra inspireret guitarspil i såvel blues- som jazzsammenhænge. Uffe Steen har besøgt JIVE adskillige gange både som orkesterleder og ”sideman”. De velbesøgte koncerter med Uffe har vidnet om, at han har en stor og trofast følgeskare, som ved hvilken kvalitet af guitarspil, de kan forvente. Vi taler i øvrigt om et 40-års-jubilæum for Uffe Steen som ”recording artist”, idet han var med helt tilbage fra hippie-dagene med bandet ”Vestenvinden” – bare som et kuriosum. Nu er den gamle hippie med den ”fede spade” endog blevet underviser/professor ved Musikkonservatoriet i Århus. At han stadig er dybt original og velspillende kan man forvisse sig om ved denne koncert.
Indra Rios- Moores partner, Benjamin Trærup, spiller både saxofon og klarinet på en inciterende måde. Han får plads både som solist og er en meget lydhør medspiller for Indra Rios- Moore.
Thomas Sejthen spiller en dejlig, elastisk bas med flotte baslinjer.
Der er natklub- og dinnerstemning over dette orkester, som dyrker det afdæmpede og subtile udtryk. Det er musik, om hvilken amerikanerne ville sige, at det er ”good for your soul”.
| Billetpriser | DKK |
| Ikke medlem: | 120,00 |
| Medlem: | 100,00 |
| Stud.medlem: | 60,00 |