![]()
|
SANTA CRUZFredag 25. september 2009 kl. 20.00Engelsholm Højskole, Engelsholmvej 6, 7182 Bredsten.
Ekstra koncert - ikke i det trykte program STILL CRUZIN’ AFTER ALL THESE YEARS!I de tidlige 80’ere dannede pianisten og keyboardspilleren Frans Bak et fusionsorkester, der skulle spille især instrumental musik. SANTA CRUZ var navnet. Man ønskede at tage jazzens styrkeside; det instrumentale og solospillet og parre det med rockens og poppens vægt på genkendelige melodier og den mere pågående anvendelse af den elektriske guitar. I fusionen skulle skabes en hybrid, der både appellerede til krop og til sjæl, og som skulle være såvel danse-venlig som egnet til nærlytning.Det lykkedes i forbløffende grad med SANTA CRUZ. Ikke mindst fordi orkestret i bassisten Jens Melgaard havde en særdeles original og dynamisk bund i musikken. I orkestret var også den - allerede dengang - legendariske trommeslager Alex Riel, der jo havde rock-erfaring fra Savage Rose-tiden. Den meget soundbærende elektriske guitar blev spillet af fænomenet Poul Halberg. Når man dengang slap Halberg løs fra de snærende bånd, kunne han veritabelt eksplodere i FEEEDE guitarkaskader – og det kan han som bekendt stadigvæk! Frans Bak mestrede sine elektriske keyboards og synthesizere som en anden Joe Zawinul. Orkestret havde forskellige af datidens bedste saxofonister med til at fuldende en klassisk fusions-lineup: Keyboards, el-bas, trommer, el-guitar og saxofon. Orkestret turnerede livligt i Danmark i perioden 1981-84 og skabte sig et renommé som et fortræffeligt live-orkester. Imidlertid blev det ikke til nogen lp-indspilning (det hed det dengang!), da det var en bekostelig affære. I 1985 tog Frans Bak selv initiativ til at få udgivet Santa Cruz-materiale. Det endte med at blive til lp’en ”Daylight”, som i dag er et skattet samlerobjekt. I de senere år af 80’erne begyndte Frans Bak at spille mere akustisk jazz, og orkestret blev opløst. Det havde haft sin tid, og det havde været meget inspirerende for de medvirkende musikere, der nu var på vej mod nye mål. I 2003 døde imidlertid Santa Cruz’ fantastiske bassist, Jens Melgaard. Med forskellige tilløb blev det besluttet at prøve at samle det gamle SANTA CRUZ igen til en mindekoncert. Det viste sig at være en god ide. Dermed blev der tændt en gnist på ny. På den centrale bassist-post kom Bo Stief til. Saxofonen lå nu fast i hænderne på Hans Ulrik. De øvrige pladser var stadig besat med de originale band-medlemmer Frans Bak, Poul Halberg og Alex Riel. Gruppen fik snart indspillet en live-cd, Still Cruzing, som viste, at den gamle tænding stadig var der. Musikerne besluttede at holde orkestret i live som et kærlighedsprojekt, når deres andre sammenhænge gav mulighed for det. Dette er grunden til, at JIVE får besøg af SANTA CRUZ årgang 2009! I dag er dette orkester virkelig noget så sjældent som et ”orkesterledernes orkester , og dermed noget af det ypperste inden for dansk, rytmisk musik. Engelsholm lægger slot til denne ”royale” musikbegivenhed.
|