Dinesen/AC/Osgood
DINO og vennerne - endelig tilbage i JIVE!

Onsdag 6. maj 2009 kl. 19.30
Bygningen, Ved Anlægget 14, 7100 Vejle.

Sax: Jakob Dinesen
Bas: Anders Christensen
Trommer: Kristen Osgood

Det bliver et pragtfuldt gensyn/genhør med disse tre fantastiske individualister, som ikke har været på plakaten hos JIVE i et par år.

Jakob Dinesen, som lyder kælenavnet DINO, var sidst på besøg som ”dansk Jazzpar-vinder” 2004.

Han er manden bag ”dansk jazz” klassiker-cd’en ”Everything will be alright” fra 2002, et projekt som også besøgte JIVE. Dinesens to medspillere på cd’en, Kristen Osgood og Anders (AC) Christensen, er også med denne gang. Ligeledes kender jazz-folket Dinesen (og AC) fra bandet ”Once around the Park”, som var med til at gøre cool jazz hip i Danmark blandt de unge.

Jakob Dinesen har en tør, klar tone, som gør det musikalske udsagn gennemsigtigt og blottet for klicheer. Han lyder som ”hopefully me”, som han selv siger på sin MySpace-side efter at have opregnet sine største inspirationskilder, blandt andre Sonny Rollins og Ornette Coleman. Dinesen har taget kropsligheden og den melodiske tilgang og det søgende fra disse kilder.

Trommeslageren Kristen Osgood er simpelthen fantastisk. En gennemmusikalsk anarkist, for hvem intet er umuligt. Osgood BRÆNDER simpelthen igennem i alle projekter i disse år, om det er rap, pop, funk, avantgarde eller mainstream jazz. Han har beriget dansk og europæisk musikliv med ufattelig energi og kreativitet. Han er dynamoen bag Caroline Henderson (ligesom i øvrigt AC!). Han spiller med musikalske legender på deres hjemmebane i New York med største selvfølgelighed; ”Jeg ringede bare til dem, og så kørte det…” osv, osv. Skønt stadig en ung mand er Kristen Osgood allerede en legende, som man fortæller historier om, og de er sande alle sammen! Hvem husker ikke, da han gennemførte en halv koncert i JIVE med lilletrommen på skødet, da der ikke var et stativ! Ingen publikummer opdagede det! Hvad med til en børnekoncert, hvor børnene skal opdeles for at deltage i løjerne? Det klares hurtigst ved at trommeslageren kravler ned på alle fire midt i børnemylderet på gulvet og opdeler børnene! Sådan! Og børnene var vilde med ham!

Anders Christensen (kaldet AC) er en international bassist. AC kommer fra Vejle og er en af ”Vejle-drengene” sammen bl.a. med Hess-brødrene og Riis-brødrene. Den musikalske base var i mange år London, men AC er nu tilbage i Danmark med base i København. Altid ulasteligt klædt i jakkesæt og hat, med en cool attitude og et basspil, der virkelig rykker, er han den komplette ”sideman”. Basspillet er ikke formet af NHØP-skolen, men mere fysisk, hvilket også har gjort AC til en eftertragtet medspiller i rock- og popkredse.

Tilsammen vil disse tre musikere skabe rammerne for en aften, hvor alt KAN ske og meget VIL ske. Lad der ikke gå så lang tid til næste date med Jive!

www.myspace.com/jakobdinesen

Billetpriser DKK
Ikke medlem: 100,00
Medlem: 80,00
Stud.medlem: 50,00