Steen Rasmussen ”Primeiro amor”

Torsdag 28. august 2008 kl. 19.30
Byparken, Vejle (lige uden for Musikteatret)

Trombone: Lis Wessberg
Piano: Steen Rasmussen
Bas: Torben Westergård
Trommer: Jonas Johansen
Percussion: Jacob Andersen

Den første kærlighed: Brasilianske ballader – Jobim og Rasmussen under Vejles palmer

JIVE’s sæsondebut er samtidig JIVEs bidrag til Vejle Kommunes serie af udendørskoncerter. Vort valg af orkester vil få de lokale palmer til at gynge og gøre danselystne danskere bløde i hofterne.

Med Brasilien under huden og i sit blod vil pianisten Steen Rasmussen sammen med sit håndplukkede band af danske brazzer-musikere levere lydsporet til denne sommeraften i Vejle. Du vil møde Steen Rasmussen ved klaveret, ækvilibristisk og sensitiv, med et let percussivt anslag på tangenterne, som det skal være i latin-musik.

Sammen med holdet fra sin seneste cd, ”Primeiro amor” – første kærlighed – vil Rasmussen og musikerne bevise, at afstanden mellem Rio de Janeiro og Danmark ikke er længere end en tanke! Disse musikere har turneret i Brasilien, har ”brasilianske legekammerater i Danmark”, har giftet sig ind i det brasilianske, kort sagt; de har Brasilien i blodet.

Steen Rasmussen vil selvfølgelig spille Antonio Carlos Jobim-melodier. Disse sange er uopslidelige og kan arrangeres på et utal af spændende måder. ”Primeira Amor-orkestret” vil også spille kompositioner af Steen Rasmussen selv. Disse selv-komponerede melodier blander sig fint med det brasilianske evergreen–repertoire. Der kan danses til musikken, hvis man vil!

Med orkestret følger anbefalinger fra verdensstjernerne, det brasilianske musikerpar AIRTO og FLORA PURIM og pianisten TANIA MARIA! Alle har de spillet med orkestrets medlemmer flere gange!

www.myspace.com/steenrasmussen

Koncerten er gratis for dig – sponsoreret af din kommune!