|
NIELS LØKKEGAARD LIGHT AIRBORNEFredag 16. maj 2008 kl. 19.30Bygningen, Ved Anlægget 14, 7100 Vejle.
NIELS LYHNE LØKKEGAARD LIGHT AIRBORNE
Dette er en ung, flyvefærdig jazz-komet på vej frem. Niels Lyhne Løkkegaard er saxofonist og fløjtenist. Han er 28 år og i gang med sit store gennembrud i dansk musikliv. I 2004 var han årets prisvinder som "Young Jazz Comet 2004". Disse løfter har han nu indfriet bl.a. med aftenens orkester, Light Airborne. I dette orkester får Niels Løkkegaard mulighed for at realisere sine musikalske visioner. Her kan han få afprøvet sine egne kompositioner, som han i øvrigt lige har vundet endnu en pris for, nemlig DPA-jazzkomponistprisen 2007. Løkkegaards kompositioner er enkle, lysende og velegnede for jazzimprovisation. Materialet bliver afsøgt for nærende musikalsk substans af hans medmusikere. Resultatet er en lys, poetisk og intens jazzmusik med elementer af såvel Ornette Coleman som Keith Jarrett. Dette sidste ikke mindst gennem pianisten, det fynske stor-talent, Christoffer Møller. Den legende lethed sørger trommeslageren Morten Lund for med følte kattepoter på potterne. Gruppens sidste medlemmer er Lars Tormod Jenset, som vi sidst hørte spille formidabel tangobas med Erling Kroners store orkester samt endelig guitaristen Jeppe Kjellberg. Niels Løkkegaard som solist har også meget at byde på, når han trakterer henholdsvis alt- og tenorsaxofonen. Gruppen har også turneret i Tyskland og Irland med succes og fået den særlige tætte "feeling" og indforståethed, der kommer med mange live-optrædener. Denne gruppes første cd, som er Løkkegaards anden, Light Airborne, vil danne udgangspunkt for aftenen. Cd'en har fået særdeles flotte anmeldelser på vejen. Kom og få en stille, men intensiv jazzaften i selskab med nogle af dansk jazz' største talenter.
www.nielsloekkegaard.dk
|